På sporet
af Dagmar

Den californiske avis Stanford Dailys forside 16. maj 1991 fik afgørende en betydning for bogen om ”Dagmar – Zarina fra Dagmar”.

Overskriften lød: ”Sjevardnadse og Shultz mødes igen”. Den forhenværende russiske udenrigsminister, Eduard Sjevardnadse og præsident i Georgien fra 1992, skulle igen mødes med sin kollega, den tidligere amerikanske udenrigsminister, George Shultz, som på daværende tidspunkt var blevet æresprofessor på Hoover Institution ved Stanford University i Californien. De to statsmænd skulle spise frokost sammen om lørdagen, og derefter ville Shultz vise de russiske klenodier frem i Hoover Archives. Breve fra Lenin i originalversion, førsteudgaven af det kommunistiske partiorgan, Pravda, og den russiske zars abdikationspapirer.

Dermed var min nysgerrighed vakt. Hvorfor ligger den russiske zars abdikationspapirer i Californien? Direktøren for Hoover Institution, dr. Charles Palm, uddybede historien om de russiske klenodier. Han endte samtalen med at sige:

»Og for resten har vi nogle danske papirer, som vi ikke rigtig ved, hvad er.«

Det viste sig at være 1081 breve, skrevet af den danskfødte prinsesse Dagmar, der blev kejserinde i Rusland under navnet Maria Fjodorovna, til søsteren i England, dronning Alexandra.

 Historien om zarens abdikation vakte min nysgerrighed. Også alle teorier om identifikationen af de mystiske knogler fra Jekaterinburg, som efter 1991 blev genstand for international opmærksomhed. Var de - eller var de ikke zarfamiliens jordiske rester? En international forskergruppe blev sat til at finde en løsning eller i det mindste at tage standpunkt. Det spændende journalistiske spørgsmål om de to manglende lig fra Jekaterinburg bragte mig i kontakt med en af forskerne, den amerikanske antropolog og retsmediciner, dr. William R. Maples, der igen satte mig på sporet af det russiske medlem af forskergruppen, dr. E. Avdini fra Det Historiske Institut i Jekaterinburg. Han og hans kollega besøgte mig i København og samtidig indledte jeg et nært samarbejde med den tyske historiker, dr. Dietmar Wulff fra Humboldt Universitet I Berlin. Han er også tilknyttet den internationale forskergruppe med speciale i zartidens historie og Ruslands historie efter 1918.

Projektet bragte Dietmar Wulff til Moskva og til de hidtil hemmeligholdte russiske arkiver. Her fandt han frem til prinsesse Dagmars private arkivalier og et endnu større historisk kildemateriale end det hidtil kendte fra Californien, Paris og Berlin.

Den 1. november 1994 gjorde Dietmar Wulff mig opmærksom på det omfattende materiale, der havde tilhørt den tidligere zarina i Danmark. Efter måneders ansøgninger fik vi endelig tilladelse til at se nærmere på de danske klenodier i Moskva. Sammen med dr. Wulff rejste jeg i marts 1995 til Moskva. På vores foranledning var hele Dagmars omfattende korrespondance blevet katalogiseret. Materialet havde stået forseglet i kasser siden revolutionen i 1917.

Hylderne bugner med brune arkiv-kasser med zarens arkivalier. En uendelighed i hyldemeter. I statsarkivets forhal stod fem russiske soldater med maskinpistoler og skudsikre veste. Det var dagens velkomst den dag i marts 1995. De rettede pistolerne mod pc’en, som ikke var tilmeldt og registreret systemet. Det var dog ikke oplysningerne om den dansksprogede, russiske kejserindes efterladte papirer, der fik det russiske militær til at råbe vagt i gevær. Det var derimod rygter om, at tjetjenere var på vej til statsarkivet i samme bygning for at hente nationale klenodier hjem fra Moskva.

Indenfor i den enorme sal med bilvrag og skrot i gården, arbejder historikere og arkivarer efter gammeldags metoder, d.v.s. med limpotte, brunt papir, saks og blyant. Ingen skrivemaskiner, ingen pc’er. Et studerekammer som Ljubow Iwanowa Tjutjunnik stillede til vores rådighed blev forseglet hver aften efter lukketid. Hver morgen blev døren igen forsynet med et stykke ståltråd og en ny klat rød lak - selv om der intet var at fjerne fra rummet. Der var fire bordet og et tilsvarende antal stole i forskellige stilarter. I disse omgivelser blev dagens menu af forudbestilte brevsamlinger serveret på vores bord, og i samme omgivelser begyndte min lange rejse i Dagmars fodspor.

"Dagmar - zarina fra Danmark"